Tandraspning ser jeg som en del af det faste årlige sundhedstjek af din hest samtidig med vaccinationen. Hestens tænder vokser ikke, men skubbes frem i mundhulen efterhånden som de slides. Såfremt der er et skævt slid eller andre ubalancer i mundhulen vil der dannes tandspidser og/eller kroge som er med til at nedsætte kæbernes bevægelighed og kan medføre sår i mundens slimhinder. Du har sikkert prøvet at sidde på en hest der blev ”dum” fortil og som viste sig at have tandspidser der gav sår i kinden. For den gamle hest er det også vigtigt at få kontrolleret tænderne hvert halve til hele år, da løse tænder kan gøre det smertefuldt for hesten at æde. Hvis hesten har problemer med løse tænder eller foderlommer kan du ofte finde klumper af tygget hø eller andet foder som hesten spytter ud igen i krybben eller i boksen. Har hesten dårlige tænder kan den også lugte råddent ud af munden – dette gælder også unge heste som er ved at skifte tænder og kan have tilbageholdte mælketandkapper.
Når jeg rasper tænder på din hest laver jeg først en grundig mundhuleundersøgelse og vi taler om de problemer du evt. har observeret hvorefter vi lægger en plan for behandlingen. I langt de fleste tilfælde får hesten først noget beroligende, da det giver mere arbejdsro, et bedre overblik og muligheden for det bedste resultat. Mit udstyr til tandbehandling består først og fremmest af en vandafkølet el-rasp således at tænderne ikke overophedes under raspningen med fare for beskadigelse af tandnerverne. Jeg har et endoskopisk kamera som gør det muligt for os at studere hestens mundhule i fællesskab, så du ikke bare må stole blindt på hvad jeg fortæller dig om tingenes tilstand derinde. Herudover har jeg selvfølgelig et stativ til at holde hestens hoved, så alle parter kan have en fornuftig arbejdsstilling, trykspuler til oprensning af foderlommer, instrumenter til fjernelse af ulvetænder m.m.